Om Paulina

Paulina Olsen er født i forrige årtusinde, hvor man respekterede den uskrevne lov sjældent at snakke om kvinders alder.
Hvad angår de skrevne love, respekteres de fuldt ud af Paulina — i det omfang de matcher hendes personlige etik.
Paulina Olsen er et pseudonym, som den italienske forfatterinde benytter til sine danske udgivelser. Paulina arbejder under flere dæknavne, og der hersker endda tvivl om, hvorvidt “Paulina Olsen” monstro dækker over en hel lille forfattergruppe?
Paulinas fødenavn er Chigi. Blandt venner og bekendte bærer Paulina Chigi kælenavnet Pau.
Paulina, kært barn med mange navne, kommer vidt omkring. Dog mest i Italien hvor hun bor i Rom og ofte i Albanerbjergene, fødestedet ved Nemisøen på toppen af Roms vand.
Paulina Olsens danske debutroman Pigen med Sløjfen er delvist autobiografisk og her optræder bogens redaktør Leonardo Lippi selv i en større rolle. Han påstår i bogen, at Pau er besjælet af noget guddommeligt. Uden tvivl af gudinden Diana Nemorensis.
Enkelte venner, og især veninder, mener dog at denne myte bør tages med et gran salt. Fordi, bortset fra talenterne, den naturlige ynde og medfødte skønhed, så ligner Pau da en ganske almindelig pige!
Paulina Chigi skriver sine danske bøger direkte til dansk. Hun får hjælp af sine venner med oversættelsen af sine sydlandske idéer til dansk sprog og tanke. Romanen A Bente & Ben, om danske musikere gennem fyrre år, bygger på interview med danske musikere, og her spiller musikmanden Tom Prehn en vis rolle.
Paulina optræder for nylig som redaktør på Ursula og den røde lyd, fremfundet på Tom Prehns loft i skikkelse af et mørnet løsbladssystem, som tidens tand havde gumlet parat til de elysiske marker. Men nej! Hun restaurerede og genskabte det lille klenodie – bogen for børn og voksne sjæle.
Paulinas ferme fingre følte sig også fint til mode på tasterne med farvelægningen af GEP's klassiske metategneserie Kosmo fra tresserne. Kosmo kolorit er et resultat af denne indsats.